Byfortælling: Susanne og Allan

Ung familie med fuld fart på fritidslivet

Børnefamilie i deres hus i Agerbæk

Susanne Harder Lorenzen læste til beklædningshåndværker i Herning og boede i Ribe, da hun blev kærester med Allan, som havde hus i Agerbæk. Under uddannelsen var det noget nemmere for Susanne at være de fleste af ugens dage i Agerbæk, og da den periode var slut, kunne de ikke undvære hinanden.

- Jeg flyttede rigtigt ind, og så tog vi den der fra. Vi vidste på det tidspunkt ikke, om vi ville bo permanent i Agerbæk. Vi blev dog så glade for at bo her, at vi stadig bor i huset, fortæller Susanne, der i dag er afdelingsleder hos Viking i Esbjerg.

Agerbæk

Børnefamiliens redning i en travl hverdag!

Agerbæk har sandsynligvis områdets største udvalg af fastfood. Der er ud over to pizzeriaer og grillbar på torvet også mulighed for at købe dagens ret som takeaway på byens hotel.

To krudtugler

I januar 2014 kom tvillingerne Johan og Andrea til, og som nybagt børnefamilie følte de sig kun bedre tilpas i byen.

- Vi har alt det, vi har brug for. Der er dagpleje, børnehave og skole til 9. klasse, der er indkøb og mange foreninger, siger Susanne.

Familien er også flittige forbrugere af byens tilbud.

- Børnene har gået til gymnastik, siden de var helt små, og i dag dyrker de også svømning og fodbold. Vi bor lige ved stadion, så de kan bogstavelig talt bare smutte gennem hækken i baghaven, så er de på fodboldbanen, forklarer Susanne.

Johan og Andrea leger i haven i Agerbæk
FDF spejdere i Agerbæk

FDF, fællesskab og friluftsliv

Der skal dog også være plads til brænderøg og knivbevis, for FDF har en stor plads i familiens hjerte.

- Man kan godt sige, at vores børn er tvungne FDF’ere, for jeg er leder i vores lokale gruppe, og Allan er også engageret, når der er brug for hjælp. Derfor går Johan og Andrea selvfølgelig også til spejder, men de er meget glade for det, fortæller hun med et smil.

Fællesskabet og friluftslivet har altid fyldt meget for Susanne.
- Jeg har mere eller mindre været FDF’er hele livet, og et års tid efter, at jeg var flyttet til Agerbæk i 2007, involverede jeg mig som leder. Jeg elsker arbejdet med børnene gennem spejderaktiviteterne, siger hun.
Deres lokale gruppe holder til i hytten Knudepunktet, som ligger lige i udkanten af byen og i kanten af skoven.

Overskud

Frivillig brandmand og løbeklub

Udover børnenes sport og den fælles spejderinteresse finder familien også overskud til mere.

Allan er frivillig brandmand i brandvæsnet i Agerbæk, og Susanne har i 2021 været med til at starte byens nye løbeklub op.

Allan er frivillig brandmand og er med i løbeklubben i Agerbæk